Bedre afsætningspriser skal sikrer dansk landbrug


Midt i en tid med frygt for massekonkurser og milliardtab i dansk landbrug spår førende landbrugsøkonomer nu stigende afsætningspriser og dermed en tilbagevending til sorte bundlinjer hos de trængte svine- og kvægbønder allerede i år. Det skriver Børsen.
Prisstigningerne bliver langt fra høje nok til at afblæse krisesnakken i dansk landbrug, men de kan være med til at holde de gældsplagede landbrug oven vande - og overordnet set vil de bedre afsætningspriser være med til at sikre væksten i den danske landbrugsproduktion og eksport på den lidt længere bane, lyder vurderingen.

Betydning for tvangsauktione
"Afgørende for solvensen i de enkelte landbrug bliver, hvad som stiger først - afsætningspriserne eller renterne. Hvis afsætningspriserne stiger først, vil det lægge en betydelig dæmper på antallet af tvangsauktioner," vurderer seniorøkonom i Fødevareøkonomisk Institut, Johnny M. Andersen, som er en af hovedmændene bag den nye prognose.
Den relativt opløftende udsigt for 2010 kommer oven på historier om et landbrug tynget af en historisk gældsbyrde på 329 mia. kr., tab i egenkapital som følge af faldende jordpriser på 130 mia., spådomme fra Landbrug & Fødevarer om mulige lukninger af hvert femte landbrug og endelig rygter om en snarlig økonomisk hjælpepakke fra regeringen.