AGRINORD
Print siden | A-Å indeks | Sitemap

Du er her: Agri Nord Services Fra gylle til råolie

Fra gylle til råolie


Nordjyllandsværket og en forskergruppe fra Aalborg Universitet vil bygge forsøgsanlæg, der skal producere råolie af gylle.

En halv time. Længere tager det ikke at forvandle gylle og andre former for vådt bioaffald til råolie. Og det er lige nøjagtigt, hvad der nu skal ske på Nordjyllandsværket ved Stae nord for Aalborg.

På værket, der blandt andet forsyner Aalborg med varme, er det planen at bygge et fuldskala forsøgsanlæg, der ved hjælp af en særlig højtryksteknik skal producere 3000 ton råolie om året ud fra bioaffald. Metoden udnytter energien i affaldet dobbelt så godt, som hvis man uden videre brænder affaldet af.

Fungerer som naturen
En af de former for vådt affald, der skal omdannes til råolie, er gylle. Som en sidegevinst vil det kunne være med til at løse landmændenes problemer med at skaffe sig af med gyllen. Også affald fra husholdninger og industri kan udnyttes.
"I princippet fungerer anlægget på samme måde, som når naturen laver organisk materiale om til olie. Forskellen er bare, at det ikke tager flere millioner år, men blot 30 minutter," forklarer Ulrik Jensen, direktør for SCF Technologies, som sammen med en forskergruppe fra Aalborg Universitet har udviklet anlægget.
De to parter har sammen med Vattenfall, der ejer Nordjyllandsværket, ansøgt Energistyrelsen om tilskud til at bygge anlægget. Hvis alt går efter planen, begynder byggeriet til efteråret.

Kilde: Nordjyske Stiftstidende


Services