AGRINORD  
Print siden | A-Å indeks | Sitemap

Du er her: Agri Nord Services Julegaver og andre gaver til personalet – hvad med skatten?

Julegaver og andre gaver til personalet – hvad med skatten?


Af økonomikonsulent og statsaut. rev. Ole Suhr Pedersen

 

Bagatelgrænsen kr. 1.000

Virksomheder kan give deres ansatte påskønnelser i form af mindre personalegoder, herunder gaver, uden at det udløser skattepligt for de ansatte.

 

Forudsætningen er, at værdien tilsammen højest udgør 1.000 kr. pr. år (bagatelgrænsen). Omfattet af bagatelgrænsen er julegaver og andre arbejdsrelaterede gaver og erkendtligheder, mens private lejlighedsgaver ikke omfattes.

 

Bagatelgrænsen på 1.000 kr. skal ses samlet, hvis den ansatte har flere arbejdsgivere. 

 

Hvis bagatelgrænsen overskrides, beskattes medarbejderen af det fulde beløb, dog mindre julegaver (maks. 700 kr.) undtaget.

 

Gaver fra arbejdsgiver

I forhold til tingsgaver fra arbejdsgiveren sondres der mellem følgende typer af gaver:

 

I Julegaver

Julegaver er altid skattefrie, hvis 2 betingelser overholdes:

  1. Det skal være en tingsgave
  2. Værdien af gaven må ikke overstige 700 kr.

Gaver i form af kontanter er altid skattepligtige.

 

Gaver i form af gavekort er som regel skattepligtige, men kan i visse tilfælde sidestilles med en tingsgave, forudsat at gavekortet kun kan anvendes til køb af ting, som arbejdsgiveren på forhånd har udpeget.

 

Får medarbejderen fx mulighed for via internettet at vælge mellem 25 forskellige, af arbejdsgiveren forudbetalte gaver til maks. 700 kr., og gaven ikke kan ombyttes til kontanter, er årets gave skattefri, idet konceptet sidestilles med en tingsgave.

 

Et gavekort til en bestemt restaurant, med ret til at vælge mellem 3 forskellige menuer (sammensat af arbejdsgiveren på forhånd) på restauranten, udstedt til den enkelte medarbejder, hvor værdien af gavekortet er maks. 700 kr., og hvor gaven ikke kan ombyttes til kontanter, vil ligeledes være en skattefri julegave.

 

”Et oplevelsesbevis”, som kan indløses på et afgrænset antal hoteller valgt af arbejdsgiveren, i form af et ophold for to inkl. morgenmad, værdi op til 700 kr., der ikke kan ombyttes til kontanter, vil også kunne sidestilles med en tingsgave, og dermed er der heller ikke skattepligtigt for modtageren.

 

Der er imidlertid ikke frit spil for alle former for gavekort som skattefri julegave, og det er stadig uklart, hvor grænsen for skattefriheden præcist går.

 

Julegaver over 700 kr. beskattes, hvis julegavens værdi enten alene eller sammen med andre i årets løb modtagne mindre personalegoder overstiger 1.000 kr. (bagatelgrænsen).

 

Julegaver medtages i det samlede regnskab, når bagatelgrænsen gøres op, uanset om de er skattefrie eller skattepligtige.

 

II Lejlighedsgaver

Lejlighedsgaver er altid skattefrie, hvis 2 betingelser overholdes:

  1. Gaven gives til en privat mærkedag, og
  2. Gaven har en passende værdi

Mærkedage omfatter blandt andet den runde fødselsdag, bryllupsdag, sølvbryllupsdag, eksamen og hospitalsophold. Begrebet, en passende værdi, er ikke beløbsfastsat af SKAT, men et gaveniveau på kr. 1.500 pr. gang må kunne accepteres.

 

Lejlighedsgaver medtages ikke i regnskabet, når bagatelgrænsen gøres op.

 

III Andre gaver og erkendtligheder

Et par flasker vin, blomster eller chokolade, som tak for god indsats og arbejdsmæssige mærkedage medtages i regnskabet, når bagatelgrænsen gøres op. Desuden medtages, hvis der fx er betalt deltagelsesgebyr til motionsløb, adgang til svømmehal, årskort til zoologisk have eller museum, fribillet til en sportsbegivenhed. Overskrides bagatelgrænsen, er der skattepligt.

 

Skattefradrag – moms – oplysningspligt for arbejdsgiver

Arbejdsgiveren har altid skattefradrag for gaver til personalet, uanset gavens art og størrelse. Derimod er der intet fradrag for momsen. Arbejdsgiveren har ingen oplysningspligt overfor SKAT vedrørende personalegaver og -goder, hvis værdien af hvert enkelt gode er under 1.000 kr.

 

Lejlighedsgaver skal arbejdsgiveren kun indberette, hvis de er over ca. 1.500 kr.

 

Den ansattes oplysningspligt

Det er den ansatte selv, der skal selvangive skattepligtige goder under 1.000 kr., hvis de samlede goder overstiger bagatelgrænsen.

 

 

Til at illustrere reglerne for årets julegave (tingsgaver) gives følgende eksempler

Modtager en medarbejder en julegave til 700 kr,. samt i årets løb mindre goder til en værdi af 800 kr., er bagatelgrænsen overskredet, men medarbejderen skal alene medregne værdien af de mindre goder 800 kr. og ikke julegavens værdi på selvangivelsen.

 

Modtager en medarbejder en julegave til 1.000 kr. samt i årets løb mindre goder til en værdi af 500 kr., er bagatelgrænsen overskredet, og medarbejderen skal medregne 1.500 kr. på selvangivelsen.

 

Modtager en medarbejder en julegave til 1500 kr., skal medarbejderen beskattes og arbejdsgiveren indberette gaven til SKAT.

 

                       

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Services