AGRINORD  
Print siden | A-Å indeks | Sitemap

Du er her: Agri Nord Services Juridisk / strategisk krisehåndtering

Juridisk / strategisk krisehåndtering


Af advokat Henrik Skaarup, Agri Nord

 

Den aktuelle landbrugskrise er anderledes end de foregående, da den indeholder såvel indtjeningskrise som værdikrise. Tidligere tiders gennemførelse af akkorder kombineret med statsgaranterede gældssaneringslån, løser således ikke foreliggende problemer!

 

Enhver analyse af en krisetruet landbrugsvirksomhed starter med en fælles erkendelse hos landmand og rådgiver af, hvorvidt der findes mulighed for at optimere afkastet eller begrænse omkostningerne. Der ses f.eks. eksempler på ubenyttet driftspotentiale, unødigt dyre maskinfinansieringsomkostninger, ligesom kreative overvejelser af driftsomlægning, eventuelt kombineret med en anden tidsanvendelse af mandskabet kan føre til overraskende konklusioner. Det er desuden nødvendigt med en troværdig afrapportering overfor omgivelserne med hensyn til opnåede resultater, veldefinerede fremtidsplaner og fornødent overblik over bedriftens muligheder, jfr. ovenfor.

 

Pengeinstitutter, m.v. foretrækker samspil med landbrugsvirksomheder, der selv besidder en realistisk opfattelse af værdier, sikkerheder, likviditetsbehov m.v., og det kan være nyttigt med en kontant forretningsmæssig dialog, der skaber fælles klarhed om køreplanen. Internt giver de familiejuridiske spilleregler ofte svaret på de juridiske muligheder og risici. Det er legalt at overføre løn til medhjælpende ægtefælle / børn. Det er bedre at lade familiemedlemmer eje og udleje landbrugsmaskiner, end at lade dem kautionere. Det er klogt før en trængt situation at give arveafkald overfor forældre, m.v.

 

Det er til gengæld uklogt at afgive selvbestemmelse betingelsesløst, f.eks. ved at skrive under på en salgsfuldmagt til pengeinstitut eller kreditforening. Herved mister man nemlig indflydelsen på fastsættelse af salgspris, valg af køber, skattemæssig fordeling af købesum, tidspunkt for overtagelse, omfanget af medfølgende løsøre, med meget mere.

 

Ovennævnte er blot stikord, men det er vigtigt at pointere, at der, selv om en landmandsfamilie vælger at træde ud af erhvervet, også er betydelig forskel på de vilkår familierne har efter gennemførelse af denne beslutning. Stadig findes der, foruden forhandlingsmuligheder, desuden gældssaneringsregler, der gør det muligt, efter få måneders juridisk korrespondance med Skifteretten, at være klar til en ny tilværelse efter gennemført gældssanering / rekonstruktion efter de gældende lovregler.

 

Det er altså vigtigt, også i en trængt situation, juridisk at bevare initiativet!

 

Den juridiske rævesaks:

 

Krydsoverensstemmelse:

 

I en række tilfælde har kommunale embedsmænd med reference til NaturErhvervstyrelsen tidligere FødevareErhverv foretaget en besigtigelse af dyrkningsforhold på de enkelte bedrifter, eller fundet anledning til at kritisere miljøforhold, hvilket har resulteret i trusler og krav om reduktion i EU-støtten i et betydeligt omfang, ligesom man i gentagelsestilfælde med hjemmel i EU-forordninger truer med yderligere reduktion i EU-støtten.

 

Det viser sig at ordningerne administreres uens i forskellige kommuner, at skønnet naturligvis beror på de enkelte kontrollanter, og at kontrollanterne tilsyneladende påtager sig at vurdere også juridiske anliggender, f.eks. om der foreligger forsæt eller ej. Vi tilstræber i Agri Nord Jura & Ejendom, i samarbejde med planteavlskonsulenterne, at sammenholde de forskellige afgørelser og forholde os kritiske overfor vilkårlighed m.v.


Services