Landmænd skærer ind til benet
Alvorlige, men højaktuelle emner er på dagsordenen ved Agri Nords årsmøde i Økonomi. De faldende afregningspriser medfører røde tal på bundlinjen på stort set alle landbrugsbedrifter.
- De første landbrugsregnskaber er gjort op og resultatet viser røde tal på bundlinjen igen i år. Alle driftsgrene er under økonomisk pres, siger chefkonsulent for Økonomi Torsten Gruhn, Agri Nord.
Overblik
Årsmødet i Agri Nord er derfor tilrettelagt med højaktuelle indlæg, og årets regnskabsresultater trækker altid stor opmærksomhed.
- Indlæggene i år vil have fokus på optimering af den primære drift, finansielle og skattemæssige strategier i krisesituationer, fortæller Torsten Gruhn, som understreger, at nøgleordet er overblik over den aktuelle situation på det enkelte landbrug.
Prioritering og pres på likviditet
Bedriftens overordnede strategi kan blive nødvendig at revurdere og mange landmænd kan med fordel planlægge og prioritere deres udgifter og investeringer yderligere i forhold til den samlede økonomi.
Ifølge Torsten Gruhn er mælkeproducenterne hårdt ramt med et dækningsbidrag, som nærmest er halveret. Hos svineproducenterne er resultatet ”kun” halvt så dårligt som året før – men det er stadig meget dårligt.
De lave indtægter kan være en god mulighed for at trække indkomst ud til beskatning, som er sparet op i tidligere år. Det er dog ikke altid, at likviditeten tillader det.
Lave renter
Realkreditrenterne er faldet markant, men det er først i 2010, at rentefaldet er slået igennem for landbruget.
- I 2010 forventer vi stigende priser på mælk og svin, men om kornpriserne følger med er svært at sige, beretter Torsten Gruhn.
Praktiske oplysninger
Årsmødet i Økonomi i Agri Nord holdes tirsdag den 9. marts kl. 10-13 i Skalborgårdhallen, Aalborg. Alle er velkomne til at deltage, tilmelding er ikke nødvendig. Mødet starter med kaffe kl. 9.30 og slutter med frokost kl. 13.
|