AGRINORD
Print siden | A-Å indeks | Sitemap

Du er her: Agri Nord Services Seks nye miljøordninger fra 2010

Seks nye miljøordninger fra 2010


I skemaet til enkeltbetalingsansøgningen 2010 forventer vi, at der kan ansøges om en eller flere af seks mere eller mindre nye miljøordninger. Efter Grøn Vækst-aftalen, forventer FødevareErhverv at udbyde følgende tilskudsordninger:

1. Ekstensivt Landbrug (MB-ordningen).

2. Flerårige energiafgrøder.

3. Pleje af permanente græsarealer.

4. Naturplaner.

5. Flora- og faunastriber.

6. Udyrkede arealer.

Ordningerne bliver et-årige. I 2010 er der 120 mio. til de seks ordninger, så interesserede bør allerede nu overveje, om der er arealer, som skal indmeldes ordningerne. Ekstensivt landbrug er en ordning, der skal fremme økologisk og ekstensivt landbrug. Støttebetingelserne forventes at blive de samme som i MiljøBetinget tilskud. Støttesatsen forventes at blive ca. 820 kr. pr. ha.

 

Støtte til flerårige energiafgrøder

Der ydes engangsstøtte til landmænd, der etablerer bevoksninger med flerårige energiafgrøder. Primært pil, poppel og eventuelt også elefantgræs. Der bliver et minimumsareal for en sammenhængende etablering med undtagelse af etablering i de 10 meters randzoner.

Ordningen kan kun søges på arealer, der er særligt udpeget. Støttesatsen forventes at blive ca. 3.125 kr. pr. ha. I ansøgningsrunden for 2010 vil der ikke blive givet tilsagn forud (p.g.a. tid), og eventuel beplantning sker derfor ud fra en forventning om, at der gives støtte.

 

Støtte til pleje af permanente græsarealer

Ordningen er rettet mod §3-udpegede permanente græsarealer beliggende uden for Natura 2000 områder. Det er udelukkende EB-støtteberettigede arealer, der kan få tilskud. §3-områder vil blive prioriteret højest. Der må ikke gødes, sprøjtes eller tilskudsfodres. Støttesatsen forventes at blive den samme som ved den eksisterende 5-årige ordning ”Tilskud til pleje af græs- og naturarealer”, ca. 1.400 kr. for afgræsning og ca. 800 kr. for afgræsning/slæt.

 

Tilskud til naturplaner kommer igen

Der gives støtte til udarbejdelse af naturplan over naturindhold, områdeudpegninger, miljøfølsomme områder, kulturminder o.s.v. på bedriften. Støttesatsen forventes at blive 50 pct. af udgiften, dog maksimalt 5.000 kr. for ejendomme under 25 ha og højest 10.000 kr. for ejendomme over 25 ha.

Tilskud til flora- og faunastriber er en helt ny ordning, hvis formål er at fremme biodiversiteten i agerlandet. Der skal anlægges 2-6 meter brede græs-, vildt- og barjordsstriber, striber med reduceret udsæd eller spildfrø samt insektvolde.

Flora- og faunastriben skal bestå af forskellige elementer, og der skal som minimum anlægges 1.000 m2 flora- og faunastribe pr. ansøger. Støttesatsen er på nuværende tidspunkt ikke defineret. Disse ekstra tiltag er i dag helt lovlige på støttearealer og kan være en stor hjælp til bl.a. agerhøns, harer og markens øvrige fugle.

 

Udyrkede arealer kan opnå ekstra tilskud

Arealet skal være EB-støtteberettiget og ligge som græsareal og afpudses hvert år. Plantedækket skal fastholdes hele året, og der kan altså ikke laves vildtstriber m.v. Det må ikke anvendes til nogen form for landbrugsproduktion (opbevaring er dog tilladt). Hver mark skal mindst være 0,3 ha, og der skal minimum være to ha pr. ansøger. Støttesatsen forventes at blive ca. 500 kr. pr. ha. Ordningen her burde nok være kommet for et år siden, inden mange brakmarker blev opdyrket.

Alle ordningerne er som nævnt et-årige og kun kan søges til arealer, som er berettigede til Enkeltbetaling (EB). Prioritering mellem ordningerne er ikke fastlagt endnu. Vi forventer, at ansøgning til de fleste ordninger skal ske på Fællesskemaet med ansøgningsfrist i april 2010.

 

 

Af projektleder, skov- og naturkonsulent Erik Poulstrup.


Services