Øko-marken sladrer før høst

07-07-2017

Agersennep. Hanekro, Gråbynke. Det er noget af det rodukrudt, økologichef hos Agri Nord, Thomas Vang Jørgensen, støder på i bygmarken hos økolog Per Bundgaard, Vadum.

De er sammen på før høst-besøg i marken.

- Byggen står rigtig godt, men vil man rodukrudtet til livs, kan man overveje vintersæd i denne mark i næste sæson, for de ukrudtstyper vi har set, kommer ikke i vintersæd, siger økologichefen, mens han finkæmmer kornet for det uvelkomne ukrudt.

Agri Nords økologirådgivning har kampagne på Før Høst-besøg frem til 31. juli i år, hvor man får rådgivningstimerne til halv pris.

- Vi vil så gerne ud i marken på det her tidspunkt. Det er nu, vi virkelig kan tage ved lære og få gode input til næste års markplan. Afgrøderne sladrer lige nu, siger Thomas Vang Jørgensen.

Sparring og inspiration

Per Bundgaard er helt enig. Han passer cirka 1.000 hektar med grovfoder, salgsafgrøder og naturpleje, og han har sagt ja tak til Før Høst-besøget i marken.

Han har tidligere haft sin konsulent med i marken, men ikke ligeså systematisk som et Før Høst-besøg.

- Det er et rigtig godt tidspunkt at gå i marken på. Nu kan man se, hvad man har gjort rigtigt, hvad man kan gøre bedre til næste år, og hvad man skal være opmærksom på fremover for at styre ukrudtsproblemet, siger han.

Samtidig er han glad for at få et ekstra sæt øjne på afgrøderne.

- Det er vigtigt at få sparring, andre indgangsvinkler til tingene og inspiration, for der er altid plads til, at man kan gøre tingene bedre, siger han.

Højner kvaliteten af rådgivningen

Efter et grundigt Før Høst-besøg har konsulenten fået et indgående kendskab til markerne, og det gør rådgivningen derefter langt mere kvalificeret, vurderer Per Bundgaard.

- Det er virkelig vigtigt, at konsulenten kender bedriften. Hvilke jordtyper og ukrudtstyper der er. Det er meget svært at rådgive, hvis alt foregår over telefonen. Sådan et Før Høs-besøg højner kvaliteten af rådgivningen, siger han.

Thomas Vang Jørgensen har også den holdning, at rådgivning ude i marken skaber mere værdi, end hvis det hele foregår bag skrivebordet inde på landbocentret.

- Vi skal simpelthen på med støvlerne og ud i marken, siger han.

Udover ukrudtstryk er valg af efterfølgende afgrøde, gødningstildeling, jordbearbejdning og efterafgrøder emner, man ofte vil berøre på et Før Høst-besøg.

Bestil et Før Høst-besøg - klik her