Kæmpestor interesse for biogas

08-12-2017

Pladsen var trang, da 75 landmænd i går var mødt op på landbocentret i Hobro for at høre mere om at blive biomasseleverandør til det nye Biogas Hobro Nord.

- Der var næsten ikke plads til alle. Det var et virkelig flot fremmøde, siger projektleder for biogasanlægget, Flemming Pedersen, Agri Nord.

Han er positivt overrasket over den store interesse for projektet, og han glæder sig over, at der var en stor spørgelyst.

- Det er vigtigt, at leverandørerne går ind i projektet på et oplyst grundlag, siger Flemming Pedersen.

 

17 tilmeldte på få timer

Allerede i dag, få timer efter mødets afslutning, har Flemming Pedersen fået 17 tilmeldinger. Det svarer til 125.000 ton biomasse og for at have nok, skal mængden op på 350.000 ton.

Derudover har han fået mange tilkendegivelser fra landmænd, der gerne vil levere.

- En del skal lige snakke med deres pengeinstitut først, og andre igen vil lige overveje det en ekstra gang, fortæller han.

 

Bygherre findes til foråret

Når alle interesserede har meldt sig til inden deadline den 12. januar, vil man vurdere, hvor stort anlægget skal være.

Leverandørselskabets vedtægter skal derefter udarbejdes, så de er klar til 1. marts.

Derefter går arbejdet i gang med at finde en bygherre til selve anlægget.