Nye Natura2000-områder klos op af husdyrbrug?

05-12-2017

Både Aalborg, Rebild og Vesthimmerlands Kommuner er klar med forslag om udpegning af helt nye Natura2000-områder ved Vidkær Å og Binderup Å. Forslagene må ikke blive til virkelighed. Det er derfor vigtigt allerede nu at gøre opmærksom på det, hvis din bedrift er berørt af de foreslåede udpegninger, opfordrer Agri Nord.

Det er en markant politisk udmelding, når Aalborg, Rebild og Vesthimmerlands Kommuner foreslår nye Natura2000-områder ved Vidkær Å og Binderup Å. Forslagene er så vidtrækkende, at berørte landbrug kan få svært ved at fortsætte driften.

Forslagene bryder med de retningslinjer for høringen som miljø- og fødevareministeriet har fastlagt.

Formålet med Natura2000-høringen er, at regulere grænserne for eksisterende Natura2000-områder – ikke at udpege nye.

Forslagene er dog ikke færdigbehandlede, og derfor opfordrer natur- og miljøkonsulent ved Agri Nord, Christina W. Kærsgaard, til at indsende høringssvar.

- Forslagene er de potentielt  ødelæggende for dit landbrug og dets udviklingsmuligheder, så længe Natura2000-områder lægger så kraftige begrænsninger på husdyrbrug, og derfor er det vigtigt at indsende høringssvar, siger Christina W. Kærsgaard.

 

Kommuner går for vidt

Kommunernes forslag er for vidtgående, mener natur- og miljøkonsulenten. Ved Lerkenfeldt Å foreslås blandt andet et helt nyt Natura2000-område på 190 ha.

- Området på de 190 ha omkring Lerkenfeldt Å har ikke før været en del af Natura2000, og det går jo imod retningslinjerne for høringen. De her forslag er for vidtgående, siger Christina W. Kærsgaard.

Herudover er der udpegninger ved Paraplymosen ved Lille Vildmose, De himmerlandske Heder, Lindenborg Å, Sønderup Å med mere.

 

Forslag imod retningslinjer

Det kan få store konsekvenser, hvis husdyrbrugene bliver reguleret så meget, som de tre kommuner foreslår.

Men forslagene går imod retningslinjerne om at friholde husdyrbrug for regulering.

- Det er besluttet i ministeriet, at der ikke må udpeges nye naturområder, der kan få indflydelse på regulering af husdyrbrug, siger Christina W. Kærsgaard.

Hun forventer derfor også, at forslagene, der går imod retningslinjerne om at friholde eksisterende husdyrbrug for yderligere regulering pga. natur, bliver afvist af ministeriet.

 

Veshimmerlands Kommune holder møde i Økonomiudvalget den 6. december, punkt 407, og senere i Byrådet den 14. december: http://polweb.nethotel.dk/Produkt/PolWeb/default.asp?p=vesthimmerlands07&page=document&docId=102916&ItemId=102969

Rebild Kommune skal behandle og afgøre forslaget i Udvalget for Teknik- og Miljø den 6. december, punkt 175: http://rebild.dk/politik/dagsordener-og-referater/124/6757

Aalborg Kommune har behandlet forslaget på By- og Landskabsudvalgsmødet den 23. november. Forslaget skal også behandles i Byrådet den 11. december. Dagsorden kommer den 6. december. Det er punkt 20 i referatet på udvalgsmødet: https://www.aalborg.dk/politik/dagsordener-og-referater/by-og-landskabsudvalget.aspx?udvalgid=17&moedetitel=2017-11-23 08.30

Nyt. Aalborg Byråds dagsorden for den 11. december, punkt 30: https://www.aalborg.dk/politik/dagsordener-og-referater/byraadet

 

Har du spørgsmål vedrørende de planlagte udpegninger, så kontakt natur- og miljørådgiver Christina W. Kærsgaard på 9635 1193