§3-regler er en skandale

07-05-2018

Det er en skandale, at landmændene nu risikerer træk i deres EU-støtte på grund af Paragraf 3-arealer

Fremover kan overtrædelser af naturbeskyttelseslovens § 3 medføre træk i EU-støtten.

Der fandtes tidligere en bestemmelse om, at hvis beskyttet natur i Natura 2000-områder blev behandlet forkert, kunne det koste støttetræk. Nu udvides denne regel til at omfatte al beskyttet natur i hele landet.

Men hvor den beskyttede natur i Natura 2000-områderne typisk er veldokumenteret, er udpegningerne af Paragraf 3-arealer kun baseret på luftfototolkninger og formodninger. De vejledende registreringer skal afløses af egentlige afgørelser, hvis der opstår en sag i forhold til naturbeskyttelsesloven.

Baggrunden for stramningen skyldes, at EU-revisionen har påtalt, at Danmarks fuglebeskyttelse var for dårlig. Den nye stramning er fødevareministeriets imødekommelse af den kritik.

- Det er skandaløst, at al retssikkerhed kastes over bord alene med den begrundelse, at EU-revisionen har kritik på et mindre delområde.

Træk på spinkelt grundlag

Det er nu vejledende registreringer, altså luftfoto og signaturer på kort, der bliver lagt til grund for kontrol. Det er helt uholdbart, vurderer Agri Nord.

- Det er udtrykkeligt reglen, at vejledende registreringer ingen retsvirkninger har. Hvis ikke alle landmænd, så har i hvert fald mange landmænd kendskab til registreringer, der er forkerte, men som hidtil ikke er blevet rettet, siger formand for Agri Nord, Carl Christian Pedersen.

En landmand, som har dyrkning i strid med de vejledende registreringer, risikerer støttetræk efter nærmere karaktergivning – uden der har været en person ude for at kontrollere sagen.

- Det betyder, at Landbrugsstyrelsen nu kan trække landmanden i støtte på et yderst spinkelt grundlag. Vi ved jo, at det er dyrkningshistorien, som i sidste ende afgør, om et areal er beskyttet natur. Først med kendskab til den hidtidige praksis kan det afgøres, om et areal er beskyttet, siger Hans Ole Kristensen, der er landboretkonsulent hos Agri Nord.

Risiko for uberettiget træk

Med et mekanisk tilsyn baseret på signaturaflæsning, luftfoto og standardvurdering af dyrkningspraksis risikerer landbruget mange fejlafgørelser og urigtige støttetræk, vurderer Hans Ole Kristensen.

Formand Carl Christian Pedersen er desuden bekymret for, at de nye regler får landmændene til at frygte naturen i stedet for at pleje og bevare den.

- Den ukritiske anvendelse af kort og luftfotos i sager om støttetræk, krænker landmandens retssikkerhed, og endnu en gang får den beskyttede natur en skurkerolle, den ikke har brug for. Denne bekendtgørelse må annulleres, og der må udtænkes noget mindre indgribende, siger han.