Høsten har nået forsøgsarealerne

11-07-2018

Agri Nord har i dag sat forsøgsmejetærskerens skærebord i vinterbyggen på forsøgsmarkerne på Christianshøj. – Der er fine udbytter på 9,5-10,5 ton/ha, lyder det fra planteavlskonsulent Lasse Skov Rodkjær.

I dag startede vinterbyghøsten på Agri Nords forsøgsarealer på Christianshøj ved Klarup. I alt 15 forskellige parceller røg ind gennem skærebordet.

Udbytterne skal nu analyseres, før resultaterne for de enkelte sorter kan offentliggøres. Men samlet set lå udbytterne et sted mellem 9,5-10,5 ton/ha.

- Vi ligger altid højt i udbytte i forsøgsmarken, hvor vi jo hverken har kørespor, forager eller andet, fortæller Lasse Skov Rodkjær, der er planteavlskonsulent i Agri Nord.

Tørken har ikke ramt så hårdt

Tørken har ikke ramt forsøgsarealerne så hårdt, som det er set andre steder. Udbytterne ligger måske en smule under normalen, men planterne har ikke lidt af vandmangel.

- Der er godt med kridt i jorden, hvilket er med til at holde på vandet, forklarer Lasse Skov Rodkjær.

Høst to uger før tid

En måde, den specielle varme og tørre sommer kan mærkes på i Klarup, er, at høsten i år er kommet usædvanligt tidligt.

- Vi plejer først at høste i starten af august, så vi er faktisk to uger foran, siger planteavlskonsulenten.