Personlig udvikling i fokus

14-11-2018

Lederuddannelser sætter den personlige udvikling i fokus

Agri Nord tilbyder kurserne Ledelse i praksis samt Det strategiske lederskab i det nye år. Her er det den personlige udvikling, der er i fokus, fortæller virksomhedsrådgiver Carsten Aarup.

I samarbejde med SEGES tilbyder Agri Nord to lederuddannelser først i det nye år. Det ene kursus, Ledelse i praksis, fokuserer på at give deltagerne nogle værktøjer til at lede medarbejdere.

Kurset henvender sig både til ejere og driftsledere. Udover konkrete, praktiske lederværktøjer til eksempelvis konflikthåndtering og motivation vil der også blive talt om, hvordan du kontrollerer og styrer din hverdag – og ikke omvendt.

- En virksomhedsejer bør sætte fokus på den personlige udvikling, ligesom der sættes fokus på de taktiske målsætninger som ydelse, tilvækst og dødelighed med mere, siger Carsten Aarup, der er virksomhedsrådgiver i Agri Nord og facilitator for kurset.

 

Op på det strategiske niveau

På kurset Det strategiske lederskab bliver deltagerne bekendte med værktøjer, der kan hæve overblikket på bedriften op i helikopterperspektiv.

- På dette kursus handler det om at lede din virksomhed på et strategisk niveau. Her bevæger du dig fra det operationelle niveau, hvor fokus er på de taktiske mål, til et niveau, hvor du planlægger virksomhedens fremtid og sætter gang i de nødvendige handlingsplaner – i prioriteret rækkefølge. Der kan være opkøbsmuligheder, planer om udvidelse eller måske vil du have mere tid med din familie, forklarer Carsten Aarup.

Læs mere om kurserne HER